Katriona 1: Sølvhesten

Cornelius knaldede sin store næve mod dørstolpen. “Jeg skal lære dig …” sagde han. “Jeg skal lære dig at tale ordentligt til folk!” Sølvhesten hvinede og hamrede det ene forben i gulvet, så der stod gnister af stenene.
“Du skræmmer hesten,” sagde Kat. “Kom her,” sagde Cornelius med den lave stemme, der betød, at det her var den sidste advarsel. Men Kat rystede på hovedet og knugede om den halmvisk, hun var ved at tørre hoppen med.
“Nej,” sagde hun. “Du kan jo selv komme og hente mig!” For hun vidste pludselig, med en kildrende fornemmelse af overlegenhed, at hendes stedfar var bange for den sære sølvhest med de gyldne rovdyrøjne …

Den dag, sølvrytteren fra Breda rider ind på gårdspladsen ved Teresas kro, bliver der vendt op og ned på Kats tilværelse. Hun begynder at drømme nye drømme, både gode og onde. Nogle af dem går i opfyldelse.